Frivillig i THK

Tommerup HK er bygget på frivillighed og er afhængig af, at alle vores mange medlemmer, trænere, forældre og udvalg- og bestyrelsesmedlemmer hver dag året rundt bruger tid og kræfter på alt lige fra planlægning, afvikling, dommerbordsvagter, kagebagning, kørsel til kamp osv.


Hver en hånd og hver en time betyder, at vi kan tilbyde alle vores medlemmer en velfungerende forening. Men frivilligt arbejde er ikke kun arbejde! Det er også følelsen af fællesskab, sammenhold, oplevelser og følelsen af at gøre en forskel.


Vi har også brug for dig – til både små og store opgaver. Alle hænder er velkomne.


Så hvis du har lyst til at være med i fællesskabet omkring Tommerup HK – så kontakt vores bestyrelse

Forårsopgave

Frivillighed er ikke én ting. Det er en kultur.

At være frivillig i THK betyder ikke nødvendigvis, at man skal stå i hallen tre gange om ugen i træningstøj.
Frivillighed findes i mange former, og jeg vil gerne slå et slag for, at alle bidrag tæller.


Vi har:

  • Medlemmer, som møder op, spiller kampe, sidder ved dommerbord og hepper på hinanden.

  • Event-frivillige, der hjælper til, når der er brug for en ekstra hånd – fx til SneCup, banko eller juleafslutning.

  • Fast-frivillige, som har en rolle hen over sæsonen – måske som holdleder, hjælpetræner eller med i et udvalg.

  • Og så har vi vores kernefrivillige. Det er dem, der løfter ansvarsopgaver gennem en hel sæson – som træner, i bestyrelsen, med arrangementer, og alt det der kræver overblik og vedholdenhed. Dem, der næsten ER klubben. De husker at låse op, sætter kaffen over, rydder op, tager den svære samtale og har klubbens trivsel i tankerne hver dag. Dem, som vi ikke kan undvære.

Uanset hvilken rolle man har, så er man en del af noget større. Og det kan mærkes.

Frivillighed er en kultur – ikke en tilfældighed

Det var engang en selvfølge, at forældre trådte til som trænere, sad i bestyrelsen eller tog en tørn med kagebagning.
Sådan er det ikke helt længere. Og det er ikke folks skyld. Det er et vilkår i et samfund, hvor vi alle løber stærkt.

Derfor skal vi turde tale om, hvordan vi bevarer og styrker vores frivilligkultur.


Vi gør allerede meget af det her i THK – og det skal vi være stolte af. Men det er vigtigt, at vi bliver ved med at være bevidste om det, gøre det lidt bedre, støtte hinanden i det og hjælpe nye frivillige godt i gang.

Vi skal gøre det nemt at sige ja.
Vi skal vise, at det giver mening at være med.


Og vi skal skabe relationer, så man bliver hængende – ikke kun for håndboldens skyld, men fordi man føler sig som en vigtig del af fællesskabet.

Bliv frivillig

Du kan enten melde dig til at løse enkeltopgaver, eller få en plads i et udvalg eller blive bestyrelsesmedlem.