Æresmedlemmer

Følgende personer har opnået status som æresmedlemmer i THK:


Jens "Gobba" Groth Kristensen

Lilly Huusom

Wim Chrispijn

Inge Brønserud

Mogens "Mulle" Johansen

Erik Jørgensen

Preben Huusom

Tommy Andersen

Torben Duus

Lars Brønserud

Galleri

Æresmedlem i THK: Preben Huusom


Det er en stor fornøjelse og ære at kunne udnævne Preben Huusom som æresmedlem i THK – en sand kulturbærer, som gennem årtier har været en stille drivkraft i og omkring klubben.

Preben har været en del af klubben siden 1960’erne, hvor han startede i håndboldklubben i Knarreborg, og senere blev en del af Verninge (VGUF) – det, vi i dag kender som Tommerup Håndboldklub. Som spiller var han aktiv helt frem til midt i 1980’erne, og derefter fortsatte han sin indsats for håndbolden som dommer i mange år.

Han har også været bestyrelsesmedlem gennem en lang årrække, hvor han blandt andet havde ansvaret for klubbens trykte medlemsblad – og han var medinitiativtager til det venskabssamarbejde med en hollandsk klub, som mange ældre medlemmer husker med glæde.

Preben har altid været den, man kunne regne med. Som aktiv i THK’s Venner og fast opråber til bankospil gennem ca. 10 år, har han været en vigtig brik i det økonomiske fundament bag klubben. I nyere tid har han været en trofast del af Blå Bande til herrernes hjemmekampe, og har været med til at starte støtteforeningen Den Blå Flamme – endnu et eksempel på hans urokkelige engagement.


Selvom han ofte har arbejdet i det stille, har Preben haft en kæmpe betydning for sammenholdet, økonomien og fællesskabet i og omkring klubben. Hans hjælpende hænder og stærke klubhjerte har sat tydelige spor.

Tak, Preben – for din indsats i kulissen alle klubber burde have mindst én som dig, dit vedvarende engagement og din trofasthed gennem alle årene. THK er rigere, fordi du har været med hele vejen.

Æresmedlem i THK: Tommy Andersen


Det er med stor respekt og dybfølt tak, at vi i dag udnævner Tommy Andersen som æresmedlem i THK.

Selvom mange i klubben i dag måske ikke kender Tommy personligt – da det er lidt over fem år siden, han sidst var aktiv som frivillig – så har han sat et markant og varigt præg på klubbens historie og udvikling. Tommy har været en del af THK-familien siden 1960’erne, hvor han først spillede i Knarreborg, og senere blev en del af Verninge (VGUF) – det, vi i dag kender som Tommerup Håndboldklub.

Tommy har i årevis ydet en kæmpe frivillig indsats. Han har været ungdomsformand i klubben gennem en lang årrække, bestyrelsesmedlem i lige så mange år, og børne- og ungdomstræner i mere end 15 år, senest i sæsonen 2017-18.

Derudover har han selv spillet aktivt helt frem til sæsonen 2015-16, og blev tidligere hædret som Årets THK’er – et vidnesbyrd om hans store betydning for fællesskabet.

Med udnævnelsen som æresmedlem anerkender vi den mangeårige indsats, som har båret klubben frem og skabt værdi for utallige børn, unge og frivillige gennem tiden.

Tak, Tommy – for dit engagement, dit nærvær og for alt det, du har givet til THK.

Æresmedlem i THK: Lars Brønserud

Nogle navne hænger uløseligt sammen med en klubs historie. Ikke bare fordi de har været med længe – men fordi de har været med til at forme den.

Lars Brønserud er netop sådan et navn i THK. Allerede som 5-6-årig rendte han rundt i hallen sammen med sin mor Inge Brønserud (også æresmedlem), hvor han selv blev trænet af Mulle. Sidenhen blev han en lynhurtig venstre fløj på herreseniorernes førstehold – og tog senere skridtet videre som træner for samme hold sammen med netop Mulle og Lars Bendtsen.

Men Lars’ virke i klubben stopper langt fra der. Han har igennem årtier været en idémand uden sidestykke, med en nærmest uudtømmelig energi og vilje til at gøre klubben større, stærkere og mere levende.

I slutningen af 70’erne tog han initiativ til et helt særligt venskab med den hollandske klub Atomium, der resulterede i gensidige besøg, kulturelt fællesskab og masser af håndbold – og venskaber for livet.

Han var hovedkræften bag håndboldkaravanen i THK, som bragte håndboldglæden ud i byens skoler – og dermed ind i hjertet på næste generation af spillere.

Som mangeårigt bestyrelsesmedlem og drivkraft i eliteudvalget har Lars været en bærende søjle i klubbens strategiske og organisatoriske udvikling. Han har haft en afgørende rolle i at samle trådene i herreseniorafdelingen: finde trænere, spillere, sponsorer og logistik – det hele er blevet bundet sammen med Lars’ karakteristiske overblik og personlige engagement.

Og så har han også haft sans for det spektakulære. Lars har stået bag nogle af de største og mest mindeværdige kampe i THK’s historie – heriblandt de tre store pokalkampe mod FCK Håndbold 2009, KIF Kolding 2010 og AG København 2011, hvor selv Mikkel Hansen lagde vejen forbi Odense Idrætshal, en kamp som blev overværet af mere end 2000 mennesker og som der stadig tales om i klubben.

Uden for hallen har Lars også gjort en forskel – som repræsentant for foreningerne i fondsbestyrelsen for Fyrtårnet siden 2012 har han arbejdet målrettet for at sikre de bedst mulige vilkår for det frivillige foreningsliv i området.

Alt dette – og mere til – har Lars Brønserud gjort for THK. Ikke som et job. Ikke som en forpligtelse. Men som et hjertebarn.

Det er derfor med stor respekt, taknemmelighed og varme, at vi udnævner Lars Brønserud som æresmedlem i THK.

Æresmedlem i THK: Torben Duus

Nogle mennesker forsvinder aldrig helt fra klubben. Heldigvis. For uden dem ville vi mangle en hel del – ikke mindst historie, engagement og stærke skuldre at stå på.

Torben Duus er én af dem.

Han trak i sin første Tommerup-trøje allerede i 60’erne, og det skulle vise sig at blive starten på et livslangt kærlighedsforhold til THK. Som spiller var han en skarpskydende bagspiller – kendt for sine finter og mål, og måske især for sin evne til at få modstanderen til at ligne statister.

Men Torbens håndboldkarriere stoppede ikke ved Fyns grænser – han erobrede Grønland på fredelig vis, spillede sig til flere grønlandske mesterskaber og satte sit aftryk langt nord for Tommerup.

Hjemme igen var han en drivkraft både på og uden for banen. Han har været ungdomstræner for ynglingedrengene (U18), træner for herreseniorerne i både 3. og 2. division og for dameholdet, som han rykkede op i 3. division med. Han har stået i spidsen for klubbens bestyrelse, arbejdet med Atomium-samarbejdet i Holland, og været en af dem, der fik SneCup til at køre på skinner, da han dengang det startede var én af de få, som var ferm med en computer.


Torben var også med helt fra starten i støtteforeningen Den Blå Flamme, og han har i mange år været en del af kræmmermarkedet, hvor han har hjulpet med at tjene gode penge til klubkassen.

Men han har aldrig bare været et navn på en liste. Torben er én af dem, der binder generationer sammen. De senere år har han været en samlende figur på herre 3, og i den kommende sæson vender han endnu engang tilbage som dametræner – et engagement der vidner om hans fortsatte lyst til at bidrage og hans uforbeholdne kærlighed til klubben.

Og THK bliver i hvert fald aldrig færdig med Torben.

Det er derfor med både stolthed og hjertelighed, at vi udnævner Torben Duus som æresmedlem i THK.